Kongens Kapel

Vælg dit sprog til auto-oversætte:

Det er almindeligt anerkendt, at puritanerne, der grundlagde Boston i 1630 venstre England flygter religiøs forfølgelse fra den anglikanske kirke flertal (Anglikanske var Englands officielle statsreligion). Men den religiøse frihed, de søgte, var selvcentreret; De søgte ikke universel religiøs tolerance, men snarere frihed til at praktisere deres eget mærke af protestantismen (som blev kongregationalismen), og til at opbygge et lukket religiøst politiske samfund omkring det. Intetsteds var dette mere synligt bemærket end i amerikanske præsident William Howard Taft s 1909 adresse, hvor han sagde, “Vi taler med stor tilfredshed pÃ¥, at vores forfædre – og jeg hævder New England herkomst – kom her til landet for at etablere religionsfrihed,” erklærede Taft. “NÃ¥, Hvis du kommer til at være helt nøjagtig, de kom til landet for indførelse af fri deres religion, og ikke den frie nogen andens religion.”

I puritanske New England, skulle borgerne i overensstemmelse med den puritanske religion og regler, eller de var i bedste andenklasses borgere. De, der ikke acceptere de begrænsninger blev retsforfulgt, ofte hensynsløst. Roger Williams (i 1635) og Anne Hutchinson (i 1638) blev begge forvist over, hvad i dag ville blive betragtet som trivielle overtrædelser, men på det tidspunkt blev betragtet kættersk. Senere, Puritanerne forsøgte at fredeligt køre ud kvækerne, men når fredelige betyder mislykkedes, piskning og udførelse fulgte. Katolikkerne blev behandlet lidt bedre og blev universelt hadet og bombarderet. Kun medlemmer af puritanske kirken kunne holde kontoret, stemme, eller endda egen ejendom. Og, Puritanerne evne til at operere på denne måde - stort set fri fra normal engelske tilsyn og friheder - var garanteret af en unik Royal Charter, som gav dem betydeligt mere selvstyre end blev nydt af andre engelske kolonier.

Men, de mest spændende konflikt var mellem Puritanerne og deres anglikanske kolleger englændere. Selvom de foregav loyalitet til kronen, Puritanerne foragtede anglikanere, modstod deres involvering i New Englands politiske anliggender, og aktivt kæmpede etableringen af ​​anglikanske bedehuse. Et af de centrale spørgsmål var, at den anglikanske form af protestantismen var meget tættere på den hierarkiske ornateness og ceremoni katolicismen end asketiske, Calvinistiske kongregationalismen, Den definerer standarden for puritanske samfund. Selvom puritanske regering var kun åben for Kirkens medlemmer, det havde en repræsentativ forsamling og etablerede byen Meeting management proces, med relativ autonomi og beslutningsmyndighed givet til den lokale kirke og by. Dette er en skarp kontrast til den hierarkiske britiske Royal / parlamentariske system, hvor magt blev afholdt centralt. Den puritanske New Englanders gjorde deres bedste for at undgå engelsk indblanding eller tilsynssystem for så længe som muligt; og det lykkedes at gøre dette for næsten 55 år.

Intet sted i historiske Boston gør den puritanske:Anglican kamp bedre spille ud end med Kongens Kapel, den første officielle anglikanske menighed i Boston (Kongens Kapel er Stop 4 på Bostons Freedom Trail og kan besøges på hjørnet af Tremont og Skole Streets). Anglikanere var til stede i Boston fra begyndelsen, men de var andenklasses borgere uden mange rettigheder. Så tidligt som 1646, Anglican Dr. Robert Børne-og flere andre sendte en "Forestillingen og Petition" til Massachusetts General Court, hævder bl.a., at de ikke var frie til at forfølge deres religion. Som reaktion, Retten formanede og en bøde dem - eksempelvis, deres anmodning blev summarisk afvist. I 1662, et brev fra kong Charles II til kolonien var direkte at kræve, at "frihed og frihed bør være behørig og lov til at alle som ønsker at anvende Book of Common Prayer, og udfør andagt på den måde, der er etableret i England, og at de måske ikke er genstand for nogen fordomme og ulempe ... "Kongens brev blev ignoreret. I en 1664 opfølgning, Royal kommissærer blev sendt til Boston for at se, at kongens anvisninger blev fulgt. Denne delegation blev også ignoreret og King Charles blev for involveret med spørgsmål i Europa for at forfølge det yderligere.

Endelig, i 1676, at følge op på flere klager, King Charles sendte Edward Randolph til Massachusetts for at undersøge. Hans rapporter til kongen og centrale ministre klart bemærkede, sammen med mange andre spørgsmål, den religiøse forfølgelse af anglikanere, og omfattede en diskussion af britiske undersåtter blev dræbt af religiøse grunde, og de puritanske love mod fejringen af ​​julen. Randolph kampagne mod New England i sidste ende førte til tilbagekaldelsen af ​​Massachusetts chartret 1684, og installation af Sir Edmund Andros som guvernør i 1686.

Kongens Kapel blev officielt oprettet af myndigheden i Herrens biskop af London i midten af ​​1686. Den første offentlige tjeneste blev udført på Boston Town House (forløber for Old State House) i juni, og den officielle "Kongens Kapel" menighed blev etableret snarest derefter. Men, menigheden ikke har et kapel, og brug af Town House var uhensigtsmæssig. Samme dag som hans ankomst i Boston i december 1686, Guvernør Andros begyndte aggressive skridt til at finde et egnet sted til gudstjeneste. Afvist af fredelige anmodninger om at dele plads i en af ​​de puritanske forsamlingshuse, marts Andros forlangte nøglerne til Old South Meeting House og beslaglagde bygningen for anglikanske ydelser - fra dette punkt, bygningen vil blive delt af begge menigheder, med hovedvægten på de anglikanere. Hans anmodninger om jord til at bygge en anglikansk afvist Kapel, Andros dimensioneret en del af byens nedgravning jorden, havde ligene flyttet, og et Kapel startede. Den oprindelige træ Kongens Kapel var klar i 1689, og Old South menigheden tilbage til deres normale tjeneste tidsplan.

Den nuværende granit kapel blev startet i 1749 da den oprindelige blev for lille. Det nye kapel blev bygget omkring det gamle træ en, så for ikke at forstyrre de tjenester. Men endnu vigtigere, Puritanske og Bostonian loven også tilkendegivet, at hvis væggene var slået ned, Landet ville vende tilbage til Puritanerne kontrol. Da den nye kapel var færdig, den gamle blev demonteret og smidt ud gennem vinduerne, boxed op og sendt til Halifax, hvor det blev samlet igen. Det nye kapel åbnede for tjenesteydelser i 1754.

Kongens Kapel Interior

Langt mere opulent end spartansk kongregationalist forsamlingshuse, Kongens Kapel var modtageren af ​​mange overdÃ¥dige gaver fra det britiske monarki. King William III og Queen Mary II (1689 – 1702) sendte penge, altergang silver, alterduge, tæpper og puder. Dronning Anne (1702 – 1714) gav investeringer og røde puder. King George III (1760 – 1820) doneret mere sølv alters stykker. De sølvstykker forsvandt, da over halvdelen af ​​de sognebørn flygtede (de var Royalists) da briterne forlod efter belejringen af ​​Boston blev ophævet i 1776.

Som den første anglikanske fodfæste i Boston, Kongens Kapel præsenterer en række fascinerende og næsten poetisk paradokser vedrørende puritanske:Anglican konflikt. George Washington deltog i to tjenester pÃ¥ kapellet: den første i 1753 da han var en britisk oberst og gæst Royal guvernør Shirley, og andet, da han var præsident for Amerikas Forenede Stater i 1789 – Han sad i "guvernørens Pew". Som erstatning for nogle af de sølv, der forsvandt i 1776, Paul Revere udformet en række nye sølv stykker til menigheden som tak for kongens kapel vært for sent begravelse for Læge / General Joseph Warren i april 1776; Warren døde i Slaget ved Bunker Hill i juni 1775. Endelig, og komme fuld cirkel, Kongens Kapel blev midlertidigt hjem for Old South Meeting House menighed, hvis forsamlingshus var under reparation; Gammel Syd havde været sÃ¥ symbolsk for Patriot Ã¥rsag, under belejringen af ​​Boston, den britiske flÃ¥et ud kirkebænkene og prædikestol, brugte dem til brændsel og vendte den ledige møde hus til et stabilt og rideskole for britisk kavaleri. Den Old South Congregation afholdt tjenester pÃ¥ Kongens Kapel i fem Ã¥r, meget længere end kongens Kapel sognebørn havde holdt nøglerne til Old South.

I 1782 den resterende kapellets sognebørn (der var mange anglikanere, der var Patriots, ikke loyalister) genoptaget rutekørsel; og i 1787, den første anglikanske kirke i Massachusetts blev den første Unitarian Church in America. I dag, Kirken er en uafhængig menighed tilknyttet unitariske Universalist Association (hvilket i New England var stort set en udvækst af kongregationalismen), men tilbyder en unik liturgi, der kombinerer Unitarianisme med anglikanske traditioner. Måske udgør nu montering ægteskab puritanske og anglikanske traditioner og kulturer. Huzzah, eller måske Hurra!